Folkeskoleelever får job på plejecentre

Profilbillede
dato

En ny form for fritidsjob for de 13-17-årige bliver nu rullet ud syv steder i Herning Kommune.

På seks plejecentre og et botilbud vil der fra januar forhåbentlig være ansat skoleelever i fritidsjob.

Eleverne får titlen FølgesVENde og skal kort fortalt være sammen med beboerne på plejehjemmet et par timer hver uge.

Projektet har været prøvet af på Lind Plejecenter i løbet af det seneste år dog med afbrydelser på grund af corona. Her har erfaringerne været så positive, at projektet nu bliver bredt ud på yderligere seks adresser.

"Det har været en fornøjelse at have skoleeleverne ansat som ungarbejdere. Vores beboere har nydt selskabet, for de unge møder med ind med en helt naturlig nysgerrighed og spørgelyst. Og så har de vist sig at være meget omsorgsfulde. Samtidig har vi kunnet frigive vores medarbejdere til andre praktiske opgaver i den tid, eleverne er her," forklarer Gundi Halfmann, centerleder på Lind Plejecenter.

Grundig oplæring

Der er stor forskel på de typiske fritidsjobs og arbejdet på et plejecenter. Derfor får de unge også grundig oplæring, inden de starter i jobbet.

"Det er ikke meningen, at de unge skal agere plejepersonale. Derfor får vores ungarbejdere en grundlæggende viden om, hvornår de skal tilkalde personalet. De får en telefon, så hjælpen altid er lige ved hånden, hvis nu en af beboerne skal på toilet eller lignende. Dermed kan de unge koncentrere sig om det, vi har ansat dem til - nemlig at skabe hygge og lave aktiviteter", forklarer Gitte Rasmussen, chef for plejecentrene i Herning Kommune.

Der er allerede ansat 4 FølgesVENde, som startede 11. oktober 2021. De bliver nu oplært, og det er meningen, at de skal være med til at uddanne de nye ungarbejdere, som starter til januar.

Vi skal bruge op mod 28 skoleelever

Der bliver ansat mellem 2-4 ungarbejdere på hvert plejehjem eller botilbud. Her vil de unge indgå i teams, så der altid er to ungarbejdere på job samtidig.

Det er i første omgang følgende steder, der ansætter FølgesVENde:

Engholm Centret, Fulgsangsø Centret, Lind Plejecenter, Sørvad Plejecenter, Toftebo Centret, Vesterled Plejecenter og Bytoften.

Resten at kommunens plejecentre forventes at følge trop senere.

Er man interesseret i jobbet, er der ansøgningsfrist 1. november. Stederne kontaktes direkte og vil gerne have korte ansøgninger tilsendt.

Samtaler afholdes i november, og der bliver holdt workshop til januar, hvorefter ungarbejderne starter i jobbet.

Kilde: Redaktionen